Rime (2017)

Rime

Tequila Works, 2017

Xbox One X / Gamepass

Spilletid: 6 timer 3 minutter

28.-30. juli 2020

Jeg har tidligere kastet mig ud i Rimes mystiske og melankolske Grækenlands-gåder. Spillet har vist tidligere været sendt ud til PS Plus-abonnementerne, og jeg kan simpelthen ikke huske hvorfor jeg ikke færdiggjorde det dengang - jeg har i hvert fald spillet starten af spillet før. Måske var det hele lidt for mystifistisk - måske mindede det hele lige lovlig meget om Legend of Zelda med den tavse dreng ved havet og den tegnefilmsagtige stil. Måske var mit ræsonnement at så kunne jeg jo lige så godt spille Windwaker eller Breath of the Wild i stedet for denne indie-"kopi"? Jeg kan ikke huske det.

Men forleden fik jeg en besked fra Microsoft om at Rime forlader Xbox Gamepass, hvor man har kunnet spille det kvit og frit i flere måneder. Det var en rigtig god anledning til lige at få spillet historien helt igennem fra start af. 

Fortælling: ★★★★☆☆

Well, kort fortalt: Rime starter med et uvejr til søs. En dreng iført forrevne klæder og en rød kappe vågner op på en øde ø omgivet af oprørt hav, så enhver form for at komme væk er umulig. Og så er forhistorien ikke længere - du er drengen, og du skal finde ud af, hvor du er, og hvem du er, og hvad der egentlig foregår. 

Spillets gådefulde fortælling er en del af dets charme: Man må undersøge omgivelserne og løse små puzzles for at bevæge sig fysisk over øen - men også for at flytte sig mentalt. Undervejs støder man på mystiske hjælpere og modstandere, som på en eller anden måde afspejler hovedpersonens indre - hans personlighed og udfordringer på øen. Fx slår man følge med en lille ræv, hvis rødlige pels flyver afsted som den røde kappe i vinden. Man møder også senere hen nogle lidt uhyggelige ansigtsløse skikkelser i sorte gevandter - de kalder også på en fortolkning der hænger sammen med hovedpersonen. 

I spillets allersidste kvarter rulles hele fortællingen og løsningen på de foregående 5-6 timers spilfortælling endelig op. Det føles på den ene side som lidt af en aha-oplevelse, og man kan nærmest mærke at brikkerne falder på plads i hovedet på én - på den anden side føler man sig også lidt snydt og talt ned til, fordi man ikke selv har været med til at "opdage" løsningen undervejs. Jeg er stor tilhænger af den sidste fortællemetode, men når man finder ud af at hele spillet (SPOILER!) er et billede på sorg og bearbejdning af sorg, så giver det faktisk meget god mening, at man befinder sig i mørket helt til sidst.

Spilverden: ★★★★☆☆

Jeg elsker at Rime er funderet på, at man skal udforske den gådefulde ø uden tekst eller tale til at guide én. Man skal selv holde øje med visuelle spor som fx græsstier igennem græsset, luftbobler under vandet, lysstråler der gennemtrænger mørket. Man skal også lytte - fx efter rævens hjælpende bjæf samt en grum, bevinget modstanders flaksen og skrig. Det giver stor indlevelse på den der måde, hvor jeg nærmest ser "igennem" hovedpersonen som om spillet i virkeligheden er i en form for førstepersonssynsvinkel.

Jeg er også særligt begejstret for spillets første område - det der ligner en form for fortidig (eller postapokalyptisk?) græsk ø med hvide søjler, ruiner og tårne - og en blå, blå, BLÅ himmel. Det er smukt og sindssygt stemningsfuldt at løbe rundt her og møde ræven, åbne magiske porte og løse andre puzzles. Senere bliver spillet en hel del mørkere, når man kommer under jorden, under vandet og ned i nogle nærmest natsorte huler og regnfulde områder. Her falder den første Legend of Zelda-agtige charme noget til jorden - og det er hele pointen, jf. plottet og spillets gennemgående metafor. Men selv om Rime binder en pæn lille sløjfe til sidst, så er de områder bare ikke nær så sjove eller flotte at løbe rundt i.

Hvor havde det bare været fedt, hvis de små trophies som man kan løbe rundt og indsamle vd at udforske alle de skjulte gemmesteder på øen, rent faktisk var mere end bare små trophies. Hvis de på en eller anden måde var med at bygge hovedpersonen op løbende. Eller hvis de på en eller anden måde gjorde en klogere på spillets fortælling. Men så vigtige er de desværre ikke.

Det er også et stort irritationsmoment for mig, at spillets framerate er så ringe - endda på min Xbox One X, hvor hele spillet er installeret på harddisk. Dybest set burde maskinen kunne afvikle Rime så let som ingenting med tanke på den minimalistiske og tegnefilmsagtige spilverden - men sådan er det langt fra. Vi dykker tit langt ned under 30 fps, og det giver sådan en ærgerlig stammende og fragmenteret spiloplevelse.

Styring: ★★★★☆☆

Det er ikke mange spilmekanismer som Rime disker op med: Den lille dreng løber (i ét tempo), hopper, klatrer, trækker eller skubber til ting. Det er langt de vigtigste spilmekanismer. Han kan også samle magiske, lysende blå kugler op og bruge dem på forskellige anordninger. Gerne i kombination med hans råb "Hyaaa!" som bruges til at aktivere forskellige lamper, døre og ild. Det er selvfølgelig de spilmekanismer man skal bruge ifm. puzzles. Det føles lidt som en blanding af The Legend of Zelda (men uden Links sværd) og Shadow of the Colossus (men uden hest og de kæmpestore modstandere - pånær én enkelt).

Til gengæld fungerer koblingen bare super godt. Altså koblingen af de fysiske spilmekanismer, når man løber rundt, hopper og klatrer osv. - og så de indre spilmekanismer, hvor man som spiller overtager drengens tanker og undren og gådeløsning. Og så er alting designet, så man ikke sidder fast alt for længe, men kommer igennem alle 5 kapitler uden at blive frustreret alt for lang tid ad gangen - fx genstarter man nærmest øjeblikkeligt samme sted, hvis man kommer til at dø i spillet. På den måde kan man mærke, at spildesignerne faktisk har noget på hjerte og gerne vil hjælpe én igennem den fulde fortælling. Men når der gemmer sig en stor afsløring til sidst er det vel ikke så underligt.

Samlet: ★★★★☆☆

Rime er et fint lille indiespil, som man kan spille igennem på ca. 6 timer. Spillets puzzles sætter tankerne i gang undervejs, men fortællingens metaforer og karakteristikken af hovedpersonen kalder på mere analyse og fortolkning. Lige som øen i starten, åbner spillet sig op for at man dykker ned i det på egen hånd. Jeg havde håbet på, at pointen med det hele blev integreret mere i det løbende gameplay fremfor at blive afsløret til allersidst.