The Curse of Monkey Island (1997)

The Curse of Monkey Island

LucasArts, 1997

Mac OS X

Spilletid: 11 timer 6 minutter

21.-26. juli 2020

Et af mine absolut favorit-spilfirmaer, da jeg var teenager tilbage i 90erne var LucasArts - eller LucasFilm Games som de hed i starten. Mine venner og jeg brugte oceaner af tid på at knokle med skøre puzzles og indforståede amerikanske ordspil i Maniac Mansion og Zak McKraken til Commodore 64. Sidenhen fulgte Indiana Jones-spillene og Monkey Island-serien til Amiga 500. Det var mange år før man bare kunne slå alting op på nettet - og man skulle være med i virkeligt nørdede klubber som ADVENTURE-KLUBBEN for at få lidt hjælp og måske score en walkthrough fra eksperterne. Det var tider... 

Jeg kom aldrig rigtig med på pc-vognen, så jeg har aldrig stiftet rigtigt bekendtskab med The Curse of Monkey Island. Jeg husker kun sporadiske klip fra et gammelt afsnit af Troldspejlet. Men nu skal det være!

Fortælling: ★★★★☆☆

Det tredje Monkey Island-spil byder på en helt ny stil og en historie der tager et skarpt sving fra spil nummer 2, der endte på en temmelig mystisk måde. Vores uheldige amatørpirat, Guybrush Threepwood er tilbage - det samme er spøgelsessørøveren LeChuck. De er begge ude efter at vinde Elaine Marley, den unge, smukke guvernør. Og på en eller anden måde bliver Guybrush og LeChuck hinandens alter-egoer i denne historie: Guybrush kommer nemlig til at nedkalde en forbandelse over Elaine, så hun bliver forvandlet til det pureste guld - og det gør han, fordi han stjæler den ring som LeChuck ville forære Elaine og vinde hendes hjerte med.

Man tænker sit om Guybrush i dette Monkey Island-spil: Han er langt fra heltemodig, men har alene til mission at løfte forbandelsen for derigennem har vinde Elaines hjerte. Selvfølgelig. Det er hans ret. Jf. hans forestillinger i spillet. Det er et gammeldags og også ret problematisk eventyr, hvor Elaine stort set ikke er en del af plottet eller historien, men er reduceret til en vare, som man kan handle med. Det plot udgør grundstrukturen i spillets quests og puzzles.

Heldigvis har The Curse of Monkey Island tilpas mange jokes, masser af metaagtige hilsner hvor der blinkes ud til spilleren, fjollede og skøre indfald i bedste Monty Python-stil. Det er ikke til at mærke, at de vanlige kræfter bag spillet er væk og erstattet af 2. holdet. Det er sjovt, og man sidder tit med et smørret grin på ansigtet pga. visuelle gags eller spillets dialog. 

Og netop dialogen og stemmeskuespillerne gør det usandsynligt godt. De bærer spillets humor og stemning frem. Når man tænker på, at spillet er tæt på 25 år gammelt, og hvad man ellers så på det nye cd-rom-medie tilbage i 90erne, er det her helt fænomenalt.

Spilverden: ★★★★★☆

The Curse of Monkey Island ligner en tegnefilm. En af den slags med flotte, stilistiske baggrunde med spiralformede skyer, ekspressionistiske farver og former - og så også lidt kedelig karakteranimation. Den slags hvor dialogens punchlines tit er det bærende element. Det er altsammen nyt ift. den gammeldags point-and-click-adventure-stil som LucasArts ellers var så kendt for i 90erne. Men jeg kan godt li' stilen - den er flot, og når man løser et puzzle bliver det som regel "belønnet" med en eller anden form for wacky og fed animation af Guybrush og co. der laver noget fjollet. Det er fedt.

Det er også en stil, der appellerer til en større og mere mainstream målgruppe end LucasArts ellers var vant til. På den måde er Monkey Island 3 også en form for overgangsspil, hvor stilen er blevet mere mainstream, men mange puzzles kræver at man tænker helt ud af boksen. Fx kom jeg ved et "uheld" til at snitte i en stor blok tofu, der ligger på et buffetbord hos en kannibalstamme der holder fest (!). Det bevirkede at Guybrush snittede en maske af tofublokken, som man skal bruge for at deltage i kannibalernes fest. 

Sådan er Monkey Island 3s puzzles nogle gange lige lovligt uigennemskuelige og eksotiske for almindelige mennesker. Jeg sad lang tid med det sidste puzzle og vidste sådan set godt, hvad jeg skulle gøre (få LeChuck til at antænde en tønde krudt ved at puffe til ham), men jeg måtte på nettet for at finde frem til at den helt rigtige (og eneste) løsning på puzzlet var at få LeChuck til at nyse ved at kværne peber i hovedet på ham. Det er lidt træls, at spillet ikke har flere løsningsmuligheder indbygget. Særligt fordi humoren og den lette, ukomplicerede, fjollede stemning bærer spillet - og når man sidder fast i de ulogiske og indforståede puzzles i halve og hele timer, så falder spillet noget sammen.

Jeg måtte have hjælp 5-6 gange i løbet af spillet.

Styring: ★★★★★☆

I forhold til tidligere LucasArts-adventurespil er kommandoerne her reduceret til tre: Noget med at "se", noget med at "aktivere" noget med hånden og noget med en mund - "tale" og "spise" osv. Det gør det unægteligt noget nemmere at gå i gang med spillets puzzles. 

Derudover er kommandoerne gemt inde i musepilen og aktiveres ved at klikke på forskellige objekter og karakterer. Det giver masser plads til at man kan se på spilverdenen i alle dens detaljer. Til gengæld virker det lidt mere omstændeligt at få kommandohjulet til at komme til syne ift. tidligere, hvor kommandoerne og inventoryen bare var på skærmen hele tiden. Jeg synes også at inventoryen i sig selv var bøvlet at bruge, når man først havde aktiveret et objekt som man ville bruge et andet objekt. Det virkede ikke helt så smooth som det var tiltænkt. Til gengæld kunne man springe lange gåture over hele skærmen over ved at dobbeltklikke på en dør på skærmen - svarende til at man springer en cutscene over.

Alt i alt er styringen med til at give en glidende spiloplevelse - den understøtter humoren og tegnefilmsstilen. 

Samlet: ★★★★★☆

På nær en håndfuld håbløst åndssvage puzzles er The Curse of Monkey Island en fed adventure-spiloplevelse. Både flot og fjollet på én gang. Men "plottet" er til at overse.