The Evil Within 2 (2017)

The Evil Within 2

Tango Gameworks, 2017

Xbox One X

18 timer 5 minutter

11.-16. juli 2020

Jeg elsker jo gyserspil, men det første Evil Within-spil var lidt af en pinsel at komme igennem for mig. Måske fordi det tippede lidt for meget over i actiongenren med dets lineære lige-ud-ad-landevejen levels spækfyldt med monstre som man primære skulle løbe fra eller skyde ned med hårdtpumpede guns. Historien var også svær at hitte rede i og hele ideen virkede lige lovlig "japansk". Og så var der nogle vanvittigt svære bosser, som man også skulle nedlægge. Altsammen ikke lige min top te. 

Så derfor sprang jeg ikke lige på The Evil Within 2, da det udkom - og så gik der sørme lige 3 år... Men oven på to ret jævne spiloplevelser med ret begrænsede spilmekanismer som ikke gav mig sved på panden, så var tiden inde.

Fortælling: ★★★★★☆

Historien her i The Evil Within 2 fortsætter et par år efter 1'eren. Vores hovedperson Sebastian Castellano er tilbage - han er stadig en form for detektiv og efterforsker, men hjemsøges af mareridt om sin afdøde familie. Når vi møder ham, er han sunket helt ind i sig selv og slået sig på flasken: Han har mistet alt ifm. det første spil - kone og datter, hjem og job, ja selv meningen med livet. Alt. 

Spillet starter, da Sebastian bliver hyret af det uhyggelige firma, Mobius, til en opgave. Mobius er tech-firma, som i bedste sci-fi-stil har bygget en supercomputer der kan køre en simulation af virkeligheden ved hjælp af hjernekraften fra de personer som deltager i simulationen. STEM kalder de computeren, og det hele er sådan lidt Matrix-agtig. Mobius er dog stadig i opstartsfasen, så eksperimenterne foregår indtil videre på frivillig basis. Folk bestemmer selv om de vil deltage, men Mobius lokker med en idealiseret verden i STEM baseret på personlige minder, drømme og inderste ønsker. Hvad kan dog gå galt? 

Det er her Sebastian kommer ind i billedet. Kernen i STEM udgøres nemlig af et individ som er udvalgt til drive hele simulationen på grund af særlige mentale og måske paranormale evner - og det har Sebastians datter. Så den datter som Sebastian troede var død, er i virkeligheden i live, og skal findes inde i STEM. Hun er blevet væk - kidnappet af to galninge inde i simulationen: En psykopatisk kunstnertype, der forvandler sine mordofre til spektakulære dødsskulpturer. Og senere møder man også en katolsk præst, der er gået over gevind i sine religiøse strafritualer og pønser på at blive selveste GUD i STEM. Problemet er at de påvirker kernen - altså Sebastians datter - så hele den kunstige verden er ved at gå i opløsning på en ret så uhyggelig måde. Simulationen er blevet fragmenteret, uvirkelig og minder om et mareridt. Det er her Sebastian kommer ind i billedet: Mobius vil have ham til at finde datteren igen for at redde STEM - men Sebastian vil egentlig bare redde sin datter. 

Det setup lyder ret komplekst og fortænkt - og det er det sådan set også i The Evil Within 2. Og det bliver værre endnu: Det står hurtigt klart, at Sebastian både skal samarbejde med Mobius, men samtidig også arbejde undercover for at finde frem til og måske redde datteren. Men det er ikke bare sådan lige: Den ustabile simulation gør at Sebastian må bekæmpe alskens monstrøse modstandere: Zombier, deforme monstre, ansigtsløse skrigende spøgelseskvinder og kæmpestore mælkemonstre osv. Alle sammen repræsentationer der springer ud af hans underbevidsthed, skam og skyldfølelse. 

Og den idé holder: Altså skam-og-skyldfølelses-temaet som går igen på tværs af historien, hovedpersonens mareridt, spilverden, spilmekanismer osv. Den idé er ret gennemført, og The Evil Within 2 lufter en ret tydelig religionskritik og også en kritik af det kunstige og forstillede - og dermed måske en kritik af sig selv som videospil. Der er meget i historien og karakterernes dialog og udviklingshistorie, som kan takseres som rene klicheer, men spillet har samtidig en psykologisk dybde som man aldrig finder i fx den populære Resident Evil-serie.

Spilverden: ★★★★☆☆

Altså, først og fremmest så er spilverdenen ikke fantastisk flot - slet ikke sammenlignet med lignende horrorspil. Vi befinder os angiveligt i en amerikansk by inde i STEM, men spilverdenen føles for nøgen og bar til at det rigtigt holder - der er lidt for mange aflåste døre og tomme veje, der er lidt for mange velplacerede affaldscontainere der er placeret så man kan klatre op på dem og videre op på taget, hvor der gemmer sig ammunition og andre vigtige ressourcer. 

På den måde virker spilverdenen først og fremmest som det den rent faktisk er i spillet - en simulation af virkeligheden. Så det er jo helt naturligt at den ikke er realistisk. Jeg ved ikke om det er galt eller genialt. Når man sidder bagefter kan man godt forholde sig intellektuelt og analytisk til spiloplevelsen og på den måde få det hele til at gå op i en højere enhed. Men jeg må også indrømme at når man først er kommet i gang med spillet, så glemmer man lidt at det hele føles meget arena-agtigt, fordi hvert kapitel, hvert quest bare kører derudaf og man gribes af historien. Eller sådan havde jeg det i hvert fald. 

Jeg er ret tosset med at STEM-computerens opløsning også forplanter sig til spilverdenen, som også er fragmenteret og bogstaveligt talt går i stykker undervejs. Det passer rigtig godt sammen med at spilverdenen også er åben med mulighed for at udforske og tilvælge forskellige sidemissioner, som byder sig til undervejs (i form af andre mennesker, som Sebastian må finde frem til og redde). 

Udforskningen af omgivelser gav mig også positive associationer til andre videospil, som ret tydeligt har ladet sig inspirere af The Evil Within 2. Undervejs forfølges du af et gigantisk stort kameraøje, som hænger på himlen over byen og observerer alle dine bevægelser. Det er både sindssygt uhyggeligt og giver en klaustrofobisk følelse af magtesløshed. Og så varsler det selvfølgelig om den boss, som du kommer til at stå ansigt til ansigt med senere i spillet. Den form for animeret baggrundsdesign gav mig associationer til Final Fantasy VII Remake. 

For det andet: The Evil Within 2's spilverden kobler den amerikanske lilleby og kedelige kontorkomplekser med paranormale og dæmoniske monstre fra underbevidstheden. Det finder man også i det David Lynch'ske action-adventurespil Control. Ideen om at alt det uhyggelige på en eller anden måde er forbundet til en simulation og hovedpersonens egne psykologiske problemer/evner kommer fra The Evil Within 2, der dog tør forbinde det med et budskab om religionens (eller den katolske kirkes) problematiske syn på kvinder. Hovedparten af alle de bosser du møder er kvinder som på en eller anden måde er omskabt af mænd. Måske mest ekstremt i form af (SPOILER!) Sebastians kone, der også befinder sig i STEM: Hendes ansigt ser ud som om det er smeltet med hvidligt voks, og hun er i stand til at kontrollere et gigantisk idder-adder-monster hvis hvidlige væsker giver associationer til samme voks - eller måske modermælk? Eller sæd? De fortolkningsmuligheder får man alligevel ikke i Control!

Spilstyring: ★★★★★☆

Hvis historien i The Evil Within 2 låner fra The Matrix, så låner den en hel del af spilmekanismerne fra Resident Evil 4: Ja, det er et gyserspil, men der er gang i den, og det er fedt at styre rundt i den halvåbne spilverden. Man skal ikke bare løbe og skyde hurtigt - man skal også snige sig, vælge våben og taktik for at spare på krudtet. Man opgraderer sine evner og våben løbende for at blive mere træfsikker, kunne lave snigangreb og få større udholdenhed, når man sprinter. Det holder 100, og spilmekanismerne og spillets generelle tempo bringer klare associationer til Resident Evil 4 - det fedeste men ikke det mest uhyggelige spil i RE-serien.

Når det så er sagt, savner jeg skarphed i styringen i The Evil Within 2. Det er som om Sebastian er lidt sløv i optrækket og i visse situationer føles styringen nærmest indirekte - og det giver selvfølgelig rigtig god mening i forhold til at skabe usikkerhed og uhygge. Men for mit vedkommende udviklede det sig også til frustrationer ift. at placere skud rigtigt med den sparsomme ammunition. Særligt i situationer med mange modstandere, kan det være voldsomt kaotisk. Også snigefunktionen føles megt omstændelig, når man skal trykke på flere knapper på én gang - og andre knapper, når man fx blot skal snige sig omkring et hjørne. Det er lige lovligt bøvlet, og jeg blev aldrig rigtig dus med det. Apropos Resident Evil 4, så føles styringen her som et levn fra et gammelt konsolspil. Det er ikke uden frustration - men heller ikke uden charme.

Samlet vurdering: ★★★★★☆

Jeg tror jeg havde sat forventningerne til The Evil Within 2 meget lavt, men det betød så at jeg endte med at hygge mig gevaldigt med Sebastian Castellano og hans lidelseshistorie og de mange vanvittige surrealistiske scener. Og det på trods af forfærdeligt stemmeskuespil. Jeg fik faktisk lyst til at gå tilbage til det første spil og spille de tilhørende DLC-pakker, som jeg skrottede lodret dengang.