The Outer Worlds (2019)

The Outer Worlds

Obsidian Entertainment, 2019

Xbox One X / Gamepass

Spilletid: 29 timer 14 minutter

2.-16. august 2020

Sidste år udkom RPG-spillet The Outer Worlds på et tidspunkt, hvor jeg ikke lige havde tid eller lyst til at gå i krig med det. Men nu er tiden inde - spillet ligger stadig gratis på Gamepass til Xbox, og jeg er klar til lidt RPG-eventyr. Jeg er stadig ret vild med Skyrim (2011, selv om jeg endnu har til gode at spille hovedhistorien færdig), og i foråret spillede jeg Final Fantasy VII Remake (2020) igennem med stor fornøjelse. Og når det kommer til sci-fi-RPG-spil har jeg tidligere hygget mig med at spille igennem Mass Effect (2007).

Så RPG-spil er mig ikke som sådan fremmed, men at kalde mig en stor fan er måske så meget sagt. Og det viste sig nok at være mit største problem med The Outer Worlds: Jeg kan læse rundt omkring at anmeldere og spillere rundt omkring nikker anerkendende til både gameplay, historien og karaktererne - og derfor er min konklusion nok, at jeg ikke er tilstrækkelig RPG-fan til at sætte pris på The Outer Worlds. 

Fortælling: ★★☆☆☆☆

Historien i The Outer Worlds tager sin begyndelse, da hovedpersonen bliver frosset op fra dvaletilstand af en gal videnskabsmand et sted i det ydre rum. Angiveligt er du et menneske blandt mange ombord på rumskibet, som er blevet sendt afsted fra Jorden for at kolonisere nye fremmede planeter. Men noget er gået galt undervejs, og din videnskabsmandsven, Phineas Welles, skal have hjælp til at optø de mange andre rumkolonister op. Og ikke nok med det: Af en eller anden grund har han fået bestyrelsen for et stort intergalaktisk firma på nakken - og de vil prøve at stoppe dig. Bestyrelsen altså. Senere viser det sig at konflikten i The Outer Worlds handler om magtkamp inde i den forkætrede bestyrelse, og undervejs bliver du tvunget til at vælge side, mægle og på den måde komme problemerne til livs.

Og det er jo alt sammen meget godt, men det var ikke lige den form for politiske diskussioner, industrispionage, embedsmisbrug og forplumring af forskningsresultater jeg havde indstillet mig på. (Altså, hovedmodstanderen er en ansigtsløs bestyrelse!) Slet ikke ud fra spillets cover, der viser en ensom rumhelt parat til at udforske og opbygge nye verdener. Jeg havde til gengæld følelsen af, at jeg aldrig blev inviteret ind i plottet. Helt fra start af skal man designe sin egen karakter - udseende, egenskaber, værdier osv. (og det er fedt!) - men uden at vide hvilken betydning de forskellige egenskaber og værdier har i løbet af spillet. Jeg følte også at karaktererne konstant talte hen over hovedet på mig om problemer og i et sprog, som jeg aldrig blev fortrolig med.

Mit klart største problem med spillets fortælling er dog at hovedparten af den leveres på skrift - i form af lange, kedelige breve og emails skrevet på et officiøst firmasprog, som kræver at man både kan afkode og læse mellem linjerne for at forstå intrigerne. Efterhånden som man kom længere og længere ind i spillet, blev denne form for notater og korrespondance tungere og tungere at komme igennem.

Spilverden: ★★★☆☆☆

Overordnet set var jeg glad for spilverdenens indretning i The Outer Worlds: Den er ikke gigantisk stor og fyldt med alle mulige tåbelige, repetitive quests og sidequests som skal løses. I stedet er hver enkelt planet ret overskuelig med hjælp fra de pejlemærker som den er indrettet med og via det kompas som også er på skærmen. Det gør det ligetil at færdes rundt, og man får igennem spillet adgang til flere planeter, som man kan besøge, udforske og hjælpe i kampen mod bestyrelsen. 

Når det så er sagt så føles hver planet stadig underlig tom og livløs. Grafikken på Xbox er underligt grov og udetaljeret og ligner visse steder gamle Xbox 360-spil som Bioshock-serien (2007-13). Men spilverdenen i The Outer Worlds bruges ikke som et fortællemæssigt element, som man kender det fra netop Bioshock, hvor omgivelserne og designet af spilverdenen formidler så meget af plottet og baggrundshistorien. Det sker ikke i The Outer Worlds: Her løber man rundt og finder hovedsageligt loot - skrammel som skal samles sammen og sælges i automater eller hos købmænd man møder på sin vej. Man møde selvfølgelig også en del modstandere og fjender, men de bliver hurtigt ret ens og ensformige at bekæmpe. De føles mere som en irritation end som en sjov udfordring.

Der hvor spilverdenen fungerede bedst var når den er mindst - når hovedpersonen & co. skal finde igennem en labyrintisk fabrik fx og finde frem til et særligt objekt som skal bruges til et eller andet. Det er desværre også her at The Outer Worlds bliver mest first-person shooter-agtigt og minder mindst om et RPG-spil...

Selv om spilverdenen og spillet så ret primitivt ud på min Xbox One X (sammenlignet med andre nye spil som fx Red Dead Redemption 2, Final Fantasy VII Remake og The Last of Us Part 2), prustede og stønnede den godt nok noget undervejs for at kunne levere varen. Og mindst 8% af min spilletid gik med at næste område i spillet skulle indlæses - komplet med loadeskærm. 8% svarer i denne sammenhæng til 2 timer og 20 minutters ventetid!!

Styring: ★★☆☆☆☆

Jeg er ikke så imponeret over selve RPG-elementerne i The Outer Worlds. Efter min første (og nok eneste) gennemspilning føles det som om at halvdelen af gameplayet foregår inde i menuer: Først og fremmest skal man sælge al det skrammel som man finder rundt omkring, vælge fire våben ud som man vil beholde, opgradere de fire våben, tøj, tilbehør, opgradere evner og såkaldte "perks" (specielle evner, men ikke desto mindre evner!), holde styr på de andre karakterer i ens følge, holde styr på quests, fokuspunkter på kortet osv. Det føles ekstremt omstændeligt og - og det er min 100% personlige holdning - meget kedeligt.

Jeg er heller ikke imponeret over den såkaldte åbne fortælling i The Outer Worlds, hvor du selv må finde ud af hvilke fraktioner du vil støtte, hvilken politisk overbevisning du har, hvem du vil hjælpe og hvordan du forholder dig til bestyrelsen. Når man spiller bliver man i stedet guidet til de beslutninger som spillet helst ser du tager. Det er mest tydeligt i samtaler, hvor det tit føles lidt ligegyldigt hvad du siger, for du har alligevel mulighed for at benytte alle replikkerne i samtaletræerne - så er det jo ligegyldigt.

På Xbox One X hadede jeg styringen action-adventure-delen af The Outer Worlds. Styringen i nærkampe og skuddueller er tænderskærende irriterende, og uanset hvor meget jeg opgraderede min hovedkarakters tæske- og skydeevner føltes det lige umuligt at ramme plet. Man kan sætte verden og modstanderne i slowmotion, men det gav langt fra det boost som man finder det i andre actionspil. Og når der skal lootes er præcisionsstyringen lige så enerverende, fordi mange objekter som skal samles sammen (cigaretpakker, sikringer osv.) er meget små. Resultatet er at selve loot'ningen tog alt for lang tid og hurtigt begyndte at føles som en sur pligt.

Samlet: ★★☆☆☆☆

Så hvorfor gennemførte jeg spillet? Tja, det gjorde jeg egentlig heller ikke. Jeg har nok skippet 10 timers sidemissioner alt i alt. Men hovedhistorien har jeg gennemført, og hen imod slutningen bliver den mere personlig og dermed mere interessant. Dér hvor The Outer Worlds afslører den onde bestyrelses virkelige hovmod - dér bliver det spændende og vedkommende. Men vi taler de ca. 5-6 sidste timer af min gennemspilning.